Spring til indhold

BIB.landsbylaug

Fællesmøde for bestyrelser i alle landsbylaug på Broagerland 12-10-2015

Fremmødte:
Alle laug var mødt.
Deltager: Herluf (Vemmingbund). Roy & Tina (Dynt, Skelde, Gammelgab). Sussi, Åge, Ingebeth, Svend Erik og Jesper Tvede (Smøl). Kenneth, Dennis, Lisbeth og Hans Jørgen(Skodsbøl). Christian, Holger, Torben, Klaus og Henning (BIB)

Der var fire gæster: Connie Skovbjerg (konsulent), Emma Warming (spejder), Niels Warming(landdistrikter) og Thyge Mortensen (forstander Landsbyhøjskolen)

1. Laugene rundt – hvad sker der? _______________________________________________

Herluf fra Vemmingbund
1. omtalte strandens Blå Flag og de arrangementer i den forbindelse. Dragefestivallen var rigtig godt besøgt.
2. Der er opsat hjertestarter, hvor 15 lokale personer er blevet instrueret. Den Hænger på ydervæggen på Vemmingbund Strandkro.
3. Der er bevilliget 150.000 kr. til motionsredskaber, hvor opgaven består i at finde den rigtige placering. Bortkomne papirer fra Broager Kommune har vanskeliggjort ejerskabet over en del af det areal, der blev solgt med campingpladsen. De årlige omkostninger af tilsynet udgør omk. 7.000 kr., der afholdes af Sommerhusforeningen.

Roy fra Skelde omtalte
1. landsbybussen, der var stillet til rådighed fra 1. nov. 2014 til 15. jan. 2015. Det var en stor succes. I gennemsnit blev der befordret 6,7 personer pr. kørsel. Man betalte det forbrugte brændstof. Der er muligvis en ny forsøgsperiode i sigte. Den vil i så fald være af 9 måneders varighed.
2. De unge mennesker i lauget ”kuppede” bestyrelsen ved generalforsamlingen og satte en legeplads på dagsordenen. Der blev søgt fonde hvor man samlede 144.000 kr. sammen, og man lavede i stor udstrækning selv arbejdet mod betaling af pølser og øl/vand. I dag står der en fin legeplads, placeret ved idrætspladsen i Skelde, så områdets mange børn har nu et spændende sted at udvikle deres kroppe. De unge i området har ejerskab af projektet. Det koster 1500 kr. årligt med det nødvendige tilsyn.
3. En cykelsti til Broager er sat på dagsordenen. Det mest nærliggende (og billigste skulle man formode) er at anvende den gamle banestrækning, der i forvejen går til Lille Dynt. Myndighederne er sat på sagen, men det tyder på en langvarig proces. Denne opgave tjener ikke alene Skelde og deres beboere, men hele turistindustrien vil kunne nyde glæde af denne stiforlængelse. Andre Laug i området udtrykte støtte til dette projekt.
4. Økolandsbyen i Gammelgab med et slutresultat på 18 parceller er sat på skinner, til glæde for hele området i almindelighed og for gendarmstiens mange vandrere i særdeleshed. Projektet vil blive fulgt af alle med stor interesse.

Sussi fra Smøl omtalte
1. de mange huller i asfalten, som gennem årene blot blev fyldt med asfalt for kort efter at være huller igen. En planlagt event med at plante karse/blomster i hullerne, skulle nok havde fundet vej til avisernes spalter, hvis ikke kommunen havde fået nys om sagen og lappede hullerne en dag eller to før eventen løb af stablen. Der er senere blevet udbedret en del af Smøl landsbys veje på en mere solid og god måde.
2. Der er sat en cykelsti til Broager by på dagsordenen. Stien kunne være en del af en sti mellem Nybøl og Broager, da denne vej er meget trafikeret efter motorvejen er kommet.
3. I år regner man med at få 2. generation af udviklingsplanerne for området på plads.

Dennis fra Skodsbøl omtalte
1. deres 40 m2 store klubhus, hvor landsbylaugets møder bliver holdt. Her er nu indlagt strøm.
2. Ellers arbejder lauget med de 4 årlige fester: Fastelavns-, jule-, Sct. Hans- og sommerfesten.
3. Få færdiggjort udviklingsplanen.

Henning fra BIB (Brunsnæs, Iller og Busholm) omtalte
1. den færdiggjorte ophalerplads, der flittigt benyttes.
2. de 10 hytter, der nu er blevet ”lovliggjort” ved at fastfryse den enkelte hyttes tilstand i 2014 og herfra i uændret form må stå der endnu i 27 år, hvorefter de på ejerens bekostning skal fjerens.
3. Et projekt omkring det særligt bevaringsværdige område mellem Cathrinesminde Teglværksmuseum og Sandkulen, hvor man fjerner den bevoksning, der hindrer indsigten til de gamle lergrave og sandkulen. Dette arbejde udføres som nyttejob på de arealer, hvor ejerne har givet tilladelse.

Landsbyhøjskolen/borgermøde__________________________________________________
Her bliver det lidt svært for referenten at gøre rede for forløbet, da han var ret uforberedt på, hvad der skulle ske.
Gæsten, Thyge Mortensen, der er kendt for at få sat projekter i gang omkring udvikling af landsbylaugenes områder, fortalte om et projekt der løber af stablen fra den 4. november til den 8. november på Gråsten Landbrugsskole. Programmet er sendt til de enkelte landsbylaug under overskriften: Vil du gøre en forskel i dit lokalsamfund? Kurset er meget omfattende og der berettes bl.a. om de mange erfaringer, der er skabt fra det ganske land. Det er den slags kurser, der kan tænde ildsjæle og virkelig skabe forandring.
Som en del af kurset skal der etableres borgermøder i fem landsbyer, og opgaven for Thyge og Connie var at få tilsagn fra os fremmødte landsbylaug, om vi ville deltage.
Der skal indkaldes til et borgermøde på Cathrinesminde Teglværk lørdag den 7. november kl. 13-16, hvor opgaven vil være at finde nye idéer og skabe et samarbejde på tværs af Broagerlands Landsbylaug ved at finde opgaver, der appellerer til alle og bedst kan løftes i fællesskab.
Det skabte nogen diskussion, og Thyge forklarede, at det var et problem for rigtig mange byer at samle deres borgere om fælles projekter. Her må de gå til landsbylaugene for at finde idéer og metoder til fælles indsats. Thyge forklarede, at det kunne være svært at få by-beboerne til at medvirke til oprettelse af endnu en forening, men det var nemmere og mere overskueligt at få indbyggerne til at samle sig om et enkelt (eller flere ) projekt(er). Hvis man kunne se en mening med et projekt, vil mange godt yde en indsats.
Det gav ideen til, at man gennem Gråsten Ugeavis inviterede interesserede fra Egernsund og Broager til mødet den 7. november. Skulle det give anledning til pladsproblemer på Cathrinesminde, måtte man tage den derfra.
Der blev givet tilsagn om opbakning til et møde den 7. november. Sedler til omdeling i landsbyernes postkasser skal aftales med Connie.

Der kom forskellige forslag til, hvilke emner der skulle diskuteres. F.eks. turisme, historie, cykelstier osv.
Det endte med en beslutning om, at mødedeltagerne den 7. november selv formulerer de projekter, der skal arbejdes med. Mødet vil blive ledet af 8-10 deltagere fra kurset på Gråsten Landbrugsskole.

Evaluering af sejltur på Flensborg Fjord____________________________________________
De 74 deltagere havde en god tur med lækkert vejr og god mad. Underskuddet på knap 3000 kr. er fordelt mellem Skelde, Smøl og BIB landsbylaug.
Der bemærkedes, at Skelde var meget lidt repræsenteret.
Turen kunne godt gentages, blev der ytret. Henning fra BIB ville tage det op til foråret.

Spejderlejr. Kan vi lave noget sammen?______________________________________________
Der vil komme omkring 40.000 spejdere med 10-15.000 hjælpere og et forventet antal besøgende pr. dag på 5.000.
For vores område kunne der blive tale om en heike, hvor spejderne patruljevis skal passere en strækning, vi planlægger for dem. Emnerne kunne være 1864, gendarmerne, geologi og andet.
Der bliver indkaldt til et møde omkring sagen. Ingebeth indkalder.
Spejdere på Broagerland 2017, arbejdsgruppe/tovholder : Henning (BIB), Roy (DSG), Herluf (Vemmingbund), Lisbeth (Skodsbøl), Sussi (Smøl) samt Christian Fredriksen (Broager lokalhistorisk arkiv)

Ingebeth fra Smøl indkalder til det næste møde om et halvt år.

Ref. CF

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.